torsdag den 23. oktober 2014

White City / Black Desert - Black City / White Desert


Anu Ramdas & Christian Danielewitz:
White City / Black Desert - Black City / White Desert
112 sider, ill. i farver og s/h. 
2014

200,00

Architecture is the simplest means of articulating time and space.


- Ivan Chtcheglov

Teksten er en arkitektur og kanten af papiret er tegnenes yderste grænse. Det første ord står skrevet et sted i periferien. De efterfølgende bevæger sig, efterhånden som de skrives, ind mod et centrum. Undervejs slår syntaksen revner; sprækkerne viser sig på tværs af tegnsætningen og orddelingen. Teksten er morfologisk. I begyndelsen tager den form efter et eroderet landskab. Senere forvandler den sig til en atomsky, en ruin, resterne af et monument, et ministerium, et mausoleum.

Landskabet er et fotografi og kanten af billedet er horisontens yderste grænse. Det første negativ blev eksponeret et sted i periferien. De efterfølgende forsøger, efterhånden som de fremkaldes, billede efter billede, at definere et centrum. Landskabet er syntaktisk. I begyndelsen tog det form efter ubevidste, geologiske processer. Senere forvandlede det sig til en tekst, med et budskab støbt i beton, der ikke længere er læseligt.

Revolutionen er en ikonoklasme, der manifesterer sig som et tabula rasa. Den første revolution opstod et sted i periferien. De efterfølgende forsøger, efterhånden som de spreder sig, at erobre et centrum. Undervejs rives monumenterne ned; de tomme piedestaler minder om modernistiske skulpturer. Tiden er en syntese. I begyndelsen manifesterede den sig kun i landskaberne. Senere viste den sig også i arkitekturen, i fotografiet og i tekstens opbygning og nedbrydning.

Revolutionen er fotografisk, tiden er ikonoklastisk, syntaksen er arkitektonisk, landskabet er morfologisk, fotografiet er syntetisk. 


Anu Ramdas og Christian Danielewitz


White City - Black Desert / Black City - White Desert 
er en rejse på tværs af historiske og samtidige brudflader, ideologier og konflikter. En rejse ind i arkitekturen, gennem landskaberne, materien og syntaksen. Bogen er baseret på kunstnernes eget billedmateriale, der er fotograferet over en periode på 10 år: Fra krigens Kabul til oprørets Kairo, fra Den Hvide By i Tel Aviv til den sorte regn over Hiroshima. Fra Nordkoreas megalomane monumenter til Libanons romerske ruiner og det tidligere Sovjetimperiums deliriske sci-fi visioner i Kaukasus.

Anu Ramdas og Christian Danielewitz er uddannede fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i henholdsvis 2011 og 2009.

Bogreception
Tirsdag d.28. oktober kl. 17.00-18.30
Fotografisk Center.
Bygning 55, Staldgade 16, 1699 København V.
Receptionspris på dagen: 150 kr.


Bogen er udgivet med støtte fra:
Grosserer L.F. Foghts Fond
Ragnvald og Ida Blix´ Fond
Statens Kunstfond - Arkitekturudvalget
Statens Kunstfond - Billedkunstudvalget
Utzon Fonden






Ingen kommentarer:

Send en kommentar